CulturCronik:

Af Christian Friis Bach

Det er en af de mest dogmatiske og følsomme kulturdebatter. Det er en af tidens kollektive vildfarelser. Og det er et emne med kolossale økonomiske interesser. Men det er et emne, som fortjener en grundig diskussion: Det er debatten om kultur og copyright

Det er nemlig langt fra sikkert, at den måde, vi beskytter kunstnere og kulturpersoners rettigheder på, er den mest optimale, når det gælder kulturudviklingen i de rige lande. Og det er med garanti ikke den mest optimale måde, når det gælder kulturudviklingen i verdens fattigste lande.

At belønne dem, der får nye ideer eller skaber ny viden, har været det grundlæggende princip bag beskyttelsen af intellektuelle rettigheder, siden de første patenter blev givet i Italien i det femtende århundrede. Men siden er reglerne, år for år, blevet mere og mere omfattende og det kulminerede i 1994 med TRIPs aftalen (Trade Related Intellectual Property Rights) i Verdenshandelsorganisationen WTO. TRIPs-aftalen omfatter blandt andet regler for patenter, copyright © og varemærker ™ . For patenter skal beskyttelsen vare i mindst 20 år, og for copyright eller ophavsret, som er det centrale når det gælder kunst og kultur, er det typisk opfinderens eller kunstnerens levetid plus 50 år eller 70 år.

Er copyrightregler nødvendige?

For copyright gælder, som for alle intellektuelle rettigheder, at reglerne skal finde en passende balance mellem hensynet til dem som producerer, for eksempel forfatterne, og dem som forbruger, for eksempel læserne. For læserne ville det optimale være, at der slet ikke var noget som hed copyright. Så kunne de frit kopiere den nye musik eller de nye bøger og lytte og læse. Det ville give livsglæde og øget velfærd for alle forbrugere. Men det virker selvfølgeligt kun, hvis forfatterne eller musikerne fortsat skriver deres bøger og laver deres musik uden copyright. Spørgsmålet er derfor om copyright reglerne er nødvendige for, at der bliver skabt ny kunst og kultur.

Ser man på det spørgsmål i et historisk perspektiv, er svaret med sikkerhed nej. Hverken Michel Angelo eller Mozart var beskyttede af copyright regler, og de står stadigt for noget af verdens mest fantastiske kunst. De skabte deres kunst, fordi de brændte for det, og sådan tror jeg, at de fleste kunstnere fortsat har det i dag. De fleste forfattere starter ikke med at skrive, fordi de vil tjene penge, men fordi de har budskaber, ideer eller historier, som de brænder for at fortælle. De er drevet af et ønske om at udtrykke sig gennem kunsten eller litteraturen. De er sikkert også drevet af et ønske om at blive kendte og berømte. Men jeg tror, de færreste er drevet af penge og profit. De fleste kunstnere ville derfor udøve deres kunstværk, selv om de ikke fik copyright indtægter - hvis de bare fik andre former for økonomisk støtte og anerkendelse. Selve copyright systemet er ikke en forudsætning for, at der skabes kunst og kultur.

Profit driver kunsten

Nu kan man selvfølgelig spørge om copyright reglerne giver os bedre kunst og bedre kultur. Igen tror jeg svaret er nej. Mange vil nok stadig mene, at Peter Høghs første roman og Aquas første CD var den bedste. Og jeg har svært ved at finde eksempler på, at kunstnere der er blevet styrtende rige er blevet bedre kunstnere. Tværtimod er der eksempler på det modsatte. Copyrighten betyder derudover, at penge efterhånden er drivende for alt kunst og kultur. Det er profit som driver kunsten og kulturen fremad. Ikke kvalitet, diversitet eller nytænkning. Og forfattere, musikere, kunstnere ender ofte som små brikker udnyttet af kæmpestore kultur- og kunst-koncerner. Det giver ikke bedre eller mere varieret kunst.

Det fjerner - med andre ord - et af de væsentligste argumenter for copyright. Hvis ikke det kan påvises, at copyright - sammenlignet med andre former for kunststøtte - giver os mere eller bedre kunst og kultur, så er der ikke noget argument for copyright i dens nuværende form. Det betyder ikke, at vi ikke skal belønne dygtige kunstnere, så de kan leve godt - for det skal vi - men det betyder, at copyright ikke er den bedste måde at gøre det på.

Samfundsøkonomisk er det jo uinteressant, at bestemte kunstnere bliver styrtende rige. Det samfundsøkonomisk optimale er, hvis man kan få Mozart til at skabe de fantastiske musikstykker uden at blive rig og uden at folk skal betale for at bruge musikken. Dermed kunne mennesker over hele verden frit nyde hans musik, spille hans koncerter, kopiere hans noder. Det giver den maksimale velstand og den største glæde, og i den sammenhæng er det ikke, for nu at udtrykke det helt kynisk, vigtigt om Mozart bliver rig.

Alternativet er ikke kvistværelset

Fravær af indtægterne fra copyright ville ikke betyde, at vi skulle tilbage til den forarmede kunstner på kvistværelset. Det er blot en konstatering af, at der er langt bedre måder at støtte kunstnere på, end det nuværende copyright system. I gamle dage levede kunstnerne af offentlig støtte fra de kongelige hoffer. Det system skal vi mere tilbage til - om end i en moderne udgave. Den offentlige støtte til kunst og kultur skal øges markant, hvis indtægterne fra copyright bliver skåret væk (eller begrænset). Der skal være langt flere støttemuligheder, og de skal primært styres af kunstnere selv, så den direkte afhængighed af staten bliver minimal. Det rokker selvfølgeligt ved det simple princip, at det i copyright systemet er markedet og priserne, der bestemmer, hvor meget kunstnerne skal belønnes.

Men for det første er det ikke oplagt, at markedet er den bedste mekanisme til at støtte kunsten og kulturen. Og for det andet er der andre mekanismer end markedet til at bestemme om kunsten er god og dermed bør støttes. Udbredelsen af bøgerne og musikken vil stadigt, uden de nuværende copyright regler, give et fingerpeg om kvaliteten, og billedhuggere og malere har egne systemer baseret på udstillingspoint og lignende, som sørger for at anerkende de bedste kunstnere. De indikationer kan så bruges til at afgøre hvilke kunstnere, der skal have direkte støtte i form af legater, præmier eller tilskud. Og når kunstnerne for alvor har bevist deres værd, kan de blive belønnet med et livstidslegat fra Statens Kunstfond - Kulturfond, Filmfond, Musikfond eller hvad det skal hedde. Det er ikke et system, vi behøver at opfinde. Det er jo i dag allerede sådan, at mange kunstnere er på "finansloven" og støtten til kunst og kultur, i for eksempel Statens Kunstfond og Det Danske Filminstitut uddeles udfra kriterier for god kunst, og ikke kun udfra hvad der kan sælges og masseproduceres. Men det system skulle styrkes, hvis indtægten fra copyright faldt væk eller blev begrænset. Derudover vil private virksomheder udvikle deres egne kunststøtte ordninger i samme retning, så der vil blive mange forskellige støttemuligheder og ikke kun én. For samfundet vil direkte støtte til kunstnerne være langt billigere end det nuværende system, hvor alle forbruger må betale dyrt, fordi alting er beskyttet af copyright i 50 år eller 70 år efter kunstnerens død.

Da u-landene ikke selv er i en situation, hvor de kan finansiere den slags ordninger, kræver det internationalt samarbejde og støtte fra verdens rige lande. Det kunne jo passende finansieres ved en skat på for eksempel globale radiobølger, satellitadgang eller lignende.

Mange pengestrømme

I diskussionen om copyright skal det også huskes, at copyright indtægterne ikke er de eneste indtægter for kunstnere, forfattere eller musikere. Selv uden copyright beskyttelsen ville mange forbrugere fortsat købe originalprodukter fra de originale kunstnere, forfattere eller musikere. Derudover kunne musikere tjene gode penge ved at spille deres musik til koncerter og fester. Forfatterne kunne læse op af deres bøger. Og de kunne alle stadigt tjene penge ved at lave reklamer, holde foredrag eller skrive tekster eller musikstykker til bestemte lejligheder. Uden den nuværende form for copyright ville læsere, lyttere og seere sætte større fokus på originalitet - og det ville belønne de oprindelige producenter.

Afskaffelsen af den nuværende form for copyright vil heller ikke betyde, at de rigtige kunstnere ikke får æren for deres produkter. Det, der skal afskaffes eller begrænses, er blot systemet, hvor enhver brug af produkter beskyttet af copyright skal udløse betaling til indehaveren af rettighederne. Det skal erstattes af et system, som det, der eksisterer for fri software, hvor skaberværket og skaberen beskyttes af copyright, men hvor selve produktet frit kan kopieres og videregives til andre.

Netop fri software er i øvrigt et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre, og at der er nye tilgange til forskning og udvikling, som er baseret på åbenhed og samarbejde. Det har endda ført til nogle af verdens bedste computerprogrammer som for eksempel Apache, Linux og Latex. De er udviklet af computerfreaks, der drives af trangen til at skabe, og som stiller programmerne frit tilgængeligt for alle. Det viser også, at en verden uden den nuværende form for copyright bestemt ikke er en verden uden nye ideer, computerprogrammer eller ny kunst.

Copyright homogeniserer kunsten

Det vigtigste argument for at ændre de nuværende copyright regler skal dog ikke findes i den direkte effekt af indtægterne fra copyright, men i effekten på selve markedet for kunst og kultur. Det er copyright systemet, som har skabt de enorme koncerner, der findes indenfor kunst og kultur. Fra Disney og Vivendi til AOL Time Warner og CNN. Og dermed er det selve copyright systemet, som fører til den stigende ensretning og koncentration indenfor hele det kulturelle område, hvor mega-virksomhederne i stigende grad udkonkurrerer og nedtromler den lokale kultur og den lokale kunst. Børn over hele verden leger med Pokemón og ser Disney film, fordi de markedsføres så aggressivt. Og børn over hele verden betaler selv for den aggressive markedsføring, fordi Pokemón og Disney er beskyttet af copyright reglerne. Så copyright reglerne giver ikke alene dyrere produkter - det giver også mere ens (og dårligere?) produkter i hele verden. Copyright systemet giver McDonaldisering og Disneysifering - frem for diversitet og lokalt produceret kunst og kultur. Selve copyright systemet indeholder derfor, i sin konstruktion, kilden til den kæmpestore dominans af de store kultur-koncerner, og det er primært den koncentration, som truer de lokale kulturer. Det er den vigtigste grund til, at systemet må og skal ændres.

Det system vi har i dag, er ikke til gavn for den lille lokale kunstner, for den originale kunstner, den skæve, den nytænkende, den provokerende kunstner. De har ikke meget gavn af copyright reglerne. Systemet er primært til gavn for de kæmpestore kultur-virksomheder. Derfor er der en god portion klassekamp involveret i at kæmpe mod de nuværende copyright regler. Det er helt urimeligt, at Disney og Microsoft skal beskyttes på lige fod med den nyuddannede billedhugger eller den fattige mellemamerikanske musiker. De store virksomheder har rigelige muligheder for at tjene penge - alene i kraft af deres markedsdominans. Ideelt set afskaffede vi derfor copyright reglerne for de kæmpestore virksomheder og indførte dem for de fattige kunstnere i verdens fattigste lande. Men den strategi er ikke nem. De økonomiske interesser er enorme.

Støt kunstnerne direkte

Det system vi har i dag, er under alle omstændigheder den dårligste af alle verdener for u-landene. Ikke alene får u-landenes kunstnere og kulturpersoner ikke copyright indtægter - for deres rettigheder er ikke ordentligt beskyttet. Men de bliver efterfølgende udkonkurreret af de mega-virksomheder, som i kraft af copyright systemet dominerer kultur-markederne overalt på jorden. Og som endda ofte stjæler ideer, tekster og musik fra u-landene uden at betale for det.

Det har længe været erkendt, at reglerne for intellektuelle rettigheder når det gælder for eksempel medicin og landbrugsteknologi, er helt urimelige for verdens fattigste lande. Men nu er den samme erkendelse ved at brede sig til kunst- og kultur-området.

Der er med andre ord rigtig god grund til at spekulere grundigt over de nuværende copyright regler på kunst og kultur-området. Det kan denne cronik forhåbentligt medvirke til. Det er i dag nødvendigt at kæmpe for at kunstnere i u-landene også får anerkendt deres rettigheder i det nuværende system. Men på lang sigt bør vi kæmpe for at erstatte det nuværende copyright system med et globalt system med langt mere offentlig støtte til den lokale kunst og kultur. Giv direkte støtte til kunstnerne, så at de kan leve godt. Men lad de produkter, de skaber, være tilgængelige for alle. Det er den vigtige kulturkamp.

Christian Friis Bach

Christian Friis Bach er formand for Mellemfolkeligt Samvirke og lektor i Økonomi ved den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole.

[Næste artikel]